Hvad vil det egentlig sige at være et laug? Hvem er en oldermand? Og hvad i alverden betyder Skraa?
Hvis du undrer dig over disse ord, er du ikke alene. De stammer fra en tid, hvor håndværkere og andre fagfolk organiserede sig i laug – en slags broderskaber eller sammenslutninger, hvor medlemmerne hjalp hinanden, delte viden og sikrede kvaliteten af deres arbejde.
I dag er de fleste sammenslutninger organiseret som foreninger, men Spillemandslauget Østjyderne holder fast i de gamle traditioner. Vi er derfor ikke en forening i gængs forstand, men et laug, og det afspejles i de ord, vi bruger. Hos os finder du ikke en formand, en bestyrelse og vedtægter – i stedet har vi en oldermand, et laug og en Skraa.
For at gøre det lettere at forstå disse historiske og måske lidt finurlige betegnelser har vi udarbejdet en lille ordbog. Den giver et indblik i vores traditioner og hjælper dig med at finde rundt i de gamle, men stadig levende ord, som vi bruger i dag.
Vi håber, du vil finde den både nyttig og interessant.
Ordbog over laugsbetegnelser
Vi lægger ud med, at:
- laug betyder forening.
Laugets formål er fastlagt i:
- Skraaen, som er laugets vedtægter.
Laugets virke bestyres af:
- oldermandskabet, som er laugets bestyrelse.
I Oldermandskabet residerer:
- oldermanden, som svarer til formanden.
- skriveren, som varetager posten som sekretær.
- kassemesteren, der sørger for laugets finanser ligesom en kasserer gør det i en forening.
- to medlemmer
Så er der alle laugets “mesterskaber”
Her i lauget kan vi jo selvfølgelig ikke “nøjes” med at have bestyrere af diverse artefakter.
Dertil bruger vi “Mesterskaber“:
- Instrumentmesteren administrerer laugets tværfløjte og en kontrabas.
- Klavermesteren administrerer laugets klaver.
Vi gør opmærksom på, at instrumenterne kan lånes af laugets medlemmer ved henvendelse til instrumentmesteren. - Kaffe-/te-/m.m.-mesteren sørger for, at vi altid kan få kaffe/te/ m.m. i pausen.
- Laugsbiblioteksmesteren opbevarer diverse skrifter, bøger m.m., som lauget i tidens løb er blevet ejer af.
- Nodesalgsmesteren og den Assisterende nodesalgsmester sørger for bestyrelse af laugets noder.
- Originalmesteren vogter dag og nat over laugets uerstattelige originaler.